Er du stresset? Har du svært ved at sidde stille og finde ro? Det er en udbredt tendens i vor tid, at man ganske enkelt ikke har timer nok. Moderne mennesker ønsker ikke sjældent flere timer i døgnet. Bliver vi mennesker fejlanvendt af vores nutid? Er vores skole og samfund i stand til at oplyse om vigtigheden af vort indre liv? Læs videre og bliv klogere på dit indre liv og den stilhed, der er adgangen indenfor i det mest dyrebare du har: dit sind.
Teknologien giver muligheder og udfordringer
Det er i grunden ret fantastisk, at alle mennesker på planeten er i potentiel kontakt med hinanden, og således på få sekunder kan få forbindelse. Men det er også en teknologisk udvikling, der stiller store krav til menneskets ansvarlighed og evne til at handle hensigtsmæssigt og sund - at vi mennesker bruger teknologien og ikke omvendt ender med at blive brugt af den.
Ganske få mennesker er i stand til at sidde alene med sig selv. Det er nemlig blevet vanskeligt for det moderne menneske, at lade sig omgive med intet andet end stilheden og dermed plads roen og egne tanker.
Stilheden er erstattet med støj i det vi kalder for totalinformationsalderen. I denne tidsalder er mennesket er i forbindelse med hele verden, alle døgnets 24 timer, blot et elektronisk signal væk fra en ny forstyrrelse.
Teknologien giver muligheder og udfordringer
Der ligger noget intstinktivt i den menneskelige søgen. Det ligger i vores DNA at lede efter de næste, det nye, det farlige. Teknologien har således sat vores driftsliv på overarbejde, og vi er efterhånden altid søgende, altid i gang med det næste.
Vi er faktisk blevet besatte af forstyrrelsen, det næste fix eller det næste nu. Det er en besættelse, der bl.a. har medvirket til, at vi er blevet direkte fremmede i vores eget selskab og dermed fremmedgjorte over for os selv, med alle de psykologiske implikationer som det medfører.
Selv når vi er sammen med andre, så leder vi også efter det andet og det næste. I selskab med andre er det ikke længere en uskik at tage telefonen frem, hvis den pinger med det næste, det nye, det andet.
Afhængige af forstyrrelsen
Følelsen af stilhed fører for mange til en mærkelig ensomhedsfornemmelse, og for flere gælder, er det at være alene giver et ubehageligt psykisk pres. Mange kan nikke genkendende til den panik, der opstår, hvis man mister sin online-forbindelse eller endnu værre sin telefon, blot for en stund.
Her mister vi ikke bare forbindelse med omverdenen, vi mister også os selv. Vi bliver alene, uden mulighed for at finde os selv udenfor.
Stilhed er et stort problem for det menneske, der alene har lært sig selv at kende i andres selskab. Man kan føle sig som en måne, der kun lyser, når solen skinner og lyser den op. Uden solen, lever månen alene i mørket, isoleret og væk.
Stilheden ikke bare undgås, den synes nærmest frygtet mere end noget andet. Stilhed er den unormale tilstand og mange mennesker ved derfor heller ikke hvad eftertanke er.
Ikke ordentligt tid til den dybere tanke
Mange stopper aldrig ordentligt op. De tænker ikke dybt, men tror at det at have viden om nogle ting kan sættes i stedet for refleksion. De fleste mennesker tænker skam – naturligvis – der er altid en tankestrøm i gang derinde, men ofte så er der tale om overfladetænkning, man besværer sig ikke med dybdetænkning.
Man lærer således aldrig rigtigt sig selv ordentligt at kende, dertil er der ganske enkelt ikke tid eller for den sags skyld lyst.
Fortiden, nutiden & fremtiden
Ingen har nogensinde set fortiden, og ingen har heller aldrig set fremtiden. Vi taler altid om fortiden og fremtiden, men i grunden findes kun lige nu. Fortid og fremtid er menneskelige koncepter, det er idéer, der som sådan ikke er virkelige i den forstand at de eksisterer så vi kan se og røre ved dem, fortid og fremtid nærmere konstrueres gennem tanken og talen.
Nutiden, derimod, findes. Det er nemlig lige nu, at altind sker. Det er en øvelse at være et nutidsmenneske, og dermed turde give slip på erindringsmennesket, der lever i fortiden, og bekymringsmennesket, der lever ude i fremtiden.
Stressfaktoren
Stressfaktoren spiller en væsentligt stor, fordi permanent stress er sundhedsskadelig. Stress er imidlertid ikke blot en simpel følge af øgede krav men ofte også et spørgsmål om den personlige indstilling til livet – en psykisk tilstand man i et vidtrækkende omfang uanset viden og lærdom selv bærer hovedansvaret for, og som man i hvert fald uden nogen tvivl selv er dømt til at leve med.
Vi slides ikke længere fysisk op på arbejdsmarkedet, men til gengæld bliver psyken udfordret af et arbejdsliv, der kræver ustandselig omstilling, livsvarig uddannelse og ustandseligt tidspres i hverdagen samt risiko for fyring. Og derfor er der i dag stadigt stort behov for hvile og det som man kunne kalde åndelig motion – det er måske i dag vigtigere end nogensinde før.
Vigtigt med ægte hvile
Den moderne stressfaktor dækker ikke over den sunde og normale stress, der er ensbetydende med ekstra højt beredskab (med adrenalin) når man ind i mellem og midlertidigt står over for særligt store og krævende opgaver (fx i en konkurrence). Den moderne stress dækker derimod dækker over den usunde og opslidende stress der ligger i konstant højt beredskab (med bl.a. for højt blodtryk).
Dette advares ofte omkring faren ved stress, men der savnes en dybdereflekteret påpegning af selve den værdi der ligger i at være i ægte hviletilstand, for den er der i virkeligheden ikke mange andre der kender end dem der systematisk dyrker yoga eller meditation, eller dem, der som religiøse mennesker går op i et ægte bønsliv, og går i noget der ligner trance.
Det er en forudsætning for sund refleksion at vi med jævne mellemrum holder hvile på den måde man i gamle dage kaldte hellighed eller sabbat.
Hold en pause med al praktisk arbejde
Det handler om at suspendere al praktisk aktivitet dvs. ikke at gribe ind i naturen og den samfundsmæssige virkelighed gennem arbejde eller jagt på tidsfordriv og højdepunktsoplevelser og i stedet slappe af, tænke efter, meditere, bede eller søge direkte kontakt med de kraftgivende ubevidste (arketypiske) forestillinger, hvad enten man vil kalde disse for det tidsløse, for guder eller for den evige kilde.
Det er ganske enkelt en forudsætning for psykens sundhed og dermed for imødegåelse af enhver form for stress eller følelse af utilstrækkelighed at man evner at kontakte disse kilder regelmæssigt.
Brug religionens visdom
Det moderne liv har opgivet den usunde dogmatiske religion, hvilket er godt, for dogmatisk religion er ikke sundt for mennesket. Men da vi opgav religionen da opgav vi ikke bare den tåbelige gammeldags lovreligion, vi opgav også alt det irrationelle, det mystiske og intuitive, og det er et stort problem, for her hælder vi barnet ud med badevandet.
"Faktisk er det eneste religiøse rum, de fleste får kontakt med i dag musikken, og det er positivt, men desværre ikke nok, for stilheden, refleksionen og eftertænksomheden får stadig ikke nok plads.
Opsamling og din opgave i fremtiden
Ægte hviletilstand er en total suspension af al aktivitet - både fysisk handlen og psykisk tænken - det er en slags supertilstand der kan være svært at opnå for det neurotisk aktive ego, der hele tiden skal være på, og holde øje med sig selv og andre. Men ikke desto mindre er det livsnødvendigt at søge denne bevidsthedstilstand igen og igen, skal man ikke ende med at blive brugt op af livets kræfter og omstændigheder.
" Øv dig i at sidde alene på en stol i 30 minutter. Det kræver træning at slippe den ydre verden, men hvis du træner det, så vil du inden for kort tid begynder og erfare, at dit indre liv er enormt stort levene og kreativt.
Stilhed & kreativitet
Den polske forfatter Franz Kafka har sagt følgende om sin føling med den dybeste inspiration:
”You do not need to leave your room. Remain sitting at your table and listen. Do not even listen, simply wait, and be quiet still and solitary. The world will freely offer itself to you to be unmasked, it has no choice, it will roll in ecstasy at your feet.”
Kafka siger det ikke med psykologiske termer, men han taler i grunden blot om det, vi alle sammen ved, nemlig, at der inde i vores indre løber en konstant strøm af bevidsthed, som vi kan tilgå, hvis vi gør plads til stilhed.
Stilhed & talent
Goethe sagde ”Talentet vokser når man er alene”. Det er blevet sværere for mennesker, at sidde alene med sig selv på en stol i et tomt lokale. Der er en sammenhæng mellem refleksivitet og fejlbarlighed. Den dybeste indsigt nås kun i åben stilhed hvor man giver sig den fornødne tid til undren. Det er her vi for alvor sår for fremtiden. Tiden har et modstykke, kaldet tidløsheden. I gamle dage kaldte man dette modstykke til timeligheden for evigheden, og den betyder netop ikke uendelighed, men tidløshed. Hvad menes der med tidsløshed og uendelighed?
For en helhedsforståelse heraf har vi brug for at trække på eksistensforståelsen og psykologien. Stilheden har altid haft en plads i religionen. Mere jordbunden kan man psykologisk kalde evigheden for den tilstand, hvor tiden, den på ure målte tid, er suspenderet, den tilstand, hvor man simpelthen glemmer tiden. Moderne managementtermer kalder det for flow, hvor man konsumeres af sit foretagende og mister fornemmelsen for tid og sted, men det sker for os alle – særligt børn – at vi falder i staver.
Manglende stilhed
Den tysk-jødiske rabbiner Leo Baeck, skrev i Wege im Judentum:
"Det er den irreligiøses væsen aldrig at have tid. Han kan være træt og hvilende, sovende og stillestående, han plages måske af træghed og af kedsomhed. Men han har ingen tid, ingen hvile i den ophøjede forstand, at han gennem timernes og dagenes forvirrende mangfoldighed søger og finder tilbage til livets grundlag, til det evige, der er hans livs oprindelse, ikke blot dets årsag, men dets grund - og al grund har rod i det uudgrundelige -, til den fred, i hvilken dennesidigt og hinsidigt går op i en højere enhed. Det bibelske ord sabbat betyder begge dele: en ophøren og en hvilen, en afslutning og dog igen en begyndelse. Sabbatten afslutter en uge, men betyder tillige den nye uges begyndelse, sjælens lutring og genopstandelse uge for uge, nyskabelsenuge for uge."
Den ydre verden forstyrrer os
Vi ser livet gennem en smal sprække og vi har gjort materien (det ydre og materielle) til hersker over ånden (det indre psykiske og fantasifulde), som den engleske kunstner William Blake mente det.
Blake stolede ikke på sanseerfaringen, som vi i dag helliger over alt andet, for materien var for Blake ufriheden. Alene i ånden – eller som Blake også kaldte det – evigheden– fri af tid og sted, kan vi for alvor leve og faktisk, så er det alene her vi virkelig nogensinde kan leve. Evigheden er den virkelige og virkende og samtidig uudtømmelige og altid skabende kilde. Materien – det fysiske– er de konkrete udspaltninger som med deres timelighed og begrænsede udslag, som den skabende evighed blev ved at frembringe, fordi det var dens væsen. Evigheden ligger i tidens frembringelser.
Den form for tid bør man aldrig forsømme at vende tilbage til, for den giver fornyet livskraft. Denne stilhed er nyere tid blevet en trussel for mange. Samfundets omvæltning gennem desidste århundreder har givet transcendens forrang for immanensen. Vi stræber fremefter, hvilket vi skal, men vi stræber af sted med de forkerte værdier og på de forkerte forudsætninger. Som vi for længst er indtrådt i en digital tidsalder, er dele af vores primære nærvær splittet, nærmest dualiseret mellem social nærvær og parasocialt nærvær. Vi oplever at være to steder på én gang, enten i fortiden og i femtiden, men i realiteten er vi ingen steder, for kun nuet - øjeblikket - findes, og vi er sjældent fuldt ud til stede i nuet.
