Om denne blog

Edward Norton og Brad Pitt i filmen Fight Club som henholdsvis navnløs hovedperson og dennes alter ego i form af Tyler Durden. Den macho Durden manifesterer sig for hovedpersonen (og seerne) i levende live, men er blot en skyggeside, der ubevidst projicerer hans undertrykte maskulinitet ud i verden, og som får vendt op og ned på Nortons kedelige IKEA-hverdag.

David Fincher's Fight Club var en del af en bølge af film fra slut 90'erne, der omhandlede det moderne samfunds krise ift. identitet og maskulinitet hos den moderne dreng og mand. Andre kulturkritiske film tæller American Beauty, Trainspotting, Magnolia, American History X. Filmene har alle det til fælles, at de udforsker gennemsnitsmandens moderne liv og den snigende utilpashed, der langsomt undergraver hans liv og indre sammenhængskraft.

Det psykiske fænomen, Tyler Durden, er en skyggeside, det vil sige den del af Nortoans karakters inderste potentiale, der ligger hengemt, udskammet eller bare aldrig er blevet mødt, fremmet og anerkendt af omverdenen. 

Fight Club kan som kulturkritik fortælle om en generation af mænd, der er blevet opdraget på institution og ofte af enlige mødre og weekendfædre. Her bliver det en kritik af strukturen i det moderne samfund, der indebærer at både far og mor arbejder, for at tjene flere penge, så vi kan købe flere ting, alt imens vi mangler hinanden.

Som Tyler Durden på et tidspunkt i filmen siger, var der:

Moore og Gillette søger netop at besvare dette i bogen Konge, Kriger, Magiker, Elsker, ved at undersøge fire arketypiske energier iboende den mandlige psyke.

Jospeh Campbell præsenterede i bogen The Hero's Journey en model for heltens (menneskets) rejse fra uskyld og ubevidsthed (ex barndom) til ansvar og bevidsthed (ex. voksenliv) som set i skemaet ovenfor. 

Moore og Gillette gjorde det sammen for den maskuline psyke og konceptualiserede videre Kongen, Krigeren, Magikeren og Elskeren som psykiske instanser, der er iboende psyken, og skal udvikles til et samarbejde, dvs. de skal integreres i psyken - på samme måde som fysiske organer er integreret i et samarbejdende system. Er der et organ, der ikke virker, så går hele systemet i stykker. 

Moore og Gillette skabte hermed et universelt landkort, der hjælper mænd til at befri dem selv fra de indsnævringer af deres personlighed og væsen, som opvækst, kultur, normer, erfaringer mv. har medført. 

Tim Robbins i rollen som den uskyldigt dømte Dufresne i succesfilmen En verden udenfor. Den dybt følsomme, empatiske og sympatiske Dufresne kommer på svære prøvelser, som hans indre konsistens og sammenhængskraft udfordres af det brutale liv inden for fængelsesmurene. Trods overgreb og vold holder Dufresne fast i sit indre liv, og lader ikke sine skyggesider tage over, men finder lommer af meningsfuldhed, bevarer håbet og troen og vinder til sidst sin frihed. 

Elsker-arketypen i mandelivet tager sin begyndelse i det ødipale barn i barndommen. Barndomskonflikter kan føre til at drenges indre elsker undertrykkes, som tilfældet ofte er i et hypermaskulint samfund eller et stærkt dogmatisk religiøst, hvor fordømmelsen af seksualitet og nægtelse af åndelig frihed er stor. 

Forholdet til moderen er meget afgørende for det ødipale barns udviklling hen imod en fuldvoksen og integreret mand. Det er nemlig i moderskikkelsen, at drengen finder rødderne til sin egen spiritualitet. 

Jessica Chastain i rollen som den ømme og kærlige mor, Mrs. O'Brien, i filmen Tree of Life 

Moore og Gillette lægger vægt på det forhold, at drengen, når denne iagttage sin moder, ikke blot ser sin egen mor, men ser hele verdens moder og gudinde foran sig, og det er denne verdensmoder, der giver drengen betingelsesløs kærlighed og uendelig velsignelse. Denne overførsel af velsignelse er fundamentelt afgørende ift. udviklingen af drengens selvværd - det er den grundlæggende emotionelle struktur, hvorpå et menneske kan bygge et helt liv på.  

Med tiden lærer drengen at separere sin virkelige mor fra den ideelle guddommelige mor, som han fra start troede hun var. Hvis denne sondring mellem guddommelig moder og menneskelig moder ikke finder sted, eller sker på en mere dysfunktionel måde, så kan barnet erfare elsker-arketypens skyggeside.

I filmen Moonlight er hovedpersonen Chirons moder både misbruger og med mentale problemer, og forholdet mellem mor og søn er dysfunktionelt. I stedet for at få kærlighed og velsignelse fra sin moder, så fratages Chiron det. Moderen er selv travlt optaget med at trøste sit eget indre barn, og kan derfor slet ikke rumme Chiron.

Naomie Harris i rollen som den afstumpede moder Paula i filmen Moonlight 

Robert Moore og Douglas Gillette kiggede kritisk på mænds stereotypiske (ensformig/uforanderlig) adfærd og kom til den konklusion, at der er tale om drenge, der lader som om de er voksne. Drenge der har udviklet sig til en pseudomand fordi ingen har vist dem hvad en moden og udviklet mand i grunden er.

Aggressivitet er hverken godt eller ondt, det er en ånd eller energi, der lever i mennesket, og kommer til udtryk i alle livsområder. I kærligheden, kreativiteten, kampen, løsningen osv. - aggressivitet er den viljesbetonede kraftanstrengelse, der skal kanaliseres ud på konstruktiv vis hver eneste dag af alle mennesker, men som kræver træning og initiering en træning vor tid ikke i tilstrækkelig grad giver mennesket.

Skal mennesket, kulturen og fællesskabet være sundt og holdbart, så skal menneskene have berøring med de stærke energier i psyken. Dragen skal tæmmes, følelserne skal i spil, ikke kun udvalgte og pæne følelsesindstillinger, men alle følelser.  

Enhver følelse, som den enkelte mand ikke har, eller finder adgang til, bliver fortrængt ned i underbevidstheden hvor den så blot hersker i mørket i stærk form som en Tyler Durden eller i svag form som en svækling.

Michael Douglas som Gordon Gekko i filmen Wall Street, en præstation, der belønnede ham med en oscar som bedste mandlige skuespiller i 1988

I filmen Wall Street følger vi den unge novice Bud Fox (Charlie Sheen) der er faldet i svime over børsspekulanten Gordon Gekko (Michael Douglas) og dennes forførende væsen og dragende personlighed. Gekko, der er dybt involveret i aktiemanipulation viser os hvad der sker med et menneske, når Kongen, Krigeren, Troldmanden og Elskeren ikke er integreret. Man får i Wall Street et manipulerende individ, der sætter egne behov over fællesskabets, og som på klassisk tragisk vis vis ender med at tro han er en hævet over andre mennesker (guddommelig), flyver for tæt på solen og ender i fængsel. 

Da instruktør Oliver Stone lavede Wall Street, så troede han, at han med Gekko som skurk projicerede den onde ud til publikum, og overrasket blev han, da det stod klart, at mange unge økonomistuderende såvel som voksne bankfolk idoliserede Gordon Gekko. 

Michael Douglas' karakter projicerer selvtillid, selvsikkerhed, visdom og magt ud i verden, og eftersom mange ikke kan finde disse styrker i sig selv, så virker Gekkos krigerenergi maskulin og smartheden appellerende, men i grunden er Gekko dybt destruktiv for sig selv og andre, han er uden etik og moral og den unge børshandler, Bud Fox, må se sit liv kollapse som han også ryger i fængsel som medskyldig i aktiesvindel. 

Johnny Depp og Marlon Brando i filmen Don Juan DeMarco

I den underfundige film Don Juan DeMarco møder vi den (muligvis) sindssyge Don Juan DeMarko (Johnny Depp), der er fuldt ud overbevist om, at han vitterligt er den mytiske spanske noble elsker, kvindebedårer og mand Don Juan. Historien om Don Juan er fortalt af mange forfattere gennem tiden, og i dag bruges begrebet Don Juan, om mænd, der har et særligt talent for at forføre kvinder. 

En Don Juan benytter ofte tom forførelseskunst, og selv om det kan ligne en ægte og oprigtig gunst, så er det alene en skyggeside af elskeren, man her møder, nemlig den afhængige elsker.

En Don Juan elsker kvinder, i flertal, aldrig kun én kvinde. Dette gør ham farlig for kvinder og sig selv, for elskeren i manden er her blevet til en besættelse, og evnen til at forføre kan være så overvældende god, at det kan være uendeligt svært for kvinder, at afvise en Don Juan. 

Kvinder kan have en tilbøjelighed til at blive fanget i det arketypiske adfærdsmønster, hvor de skal transformere og tæmme mandens kriger eller elsker. Disse kvinder har ofte en overudviklet feminin side (moderarketypen/omsorgsarketypen) der er medvirkende til at de opsøger mænd, der tilsvarende har en overudviklet maskulin side. 

Når kvinder fanges i dette spor, så skyldes det deres skyggeside og en overvejende drømmende elsker-energi. Det handler om, at hun inderst inde slet ikke føler at hun er tilstrækkelig og god nok til mænds kærlighed. Det er ikke manden, der skal tæmmes, der er hende, der skal gøre sig fortjent til manden ved at bevise sig selv. Derfor en overudviklet omsorgsperson, der inderst inde ikke kan modtage ægte og oprigtig kærlighed.

Det hele handler i bund og grund om det samme. Hverken Don Juan eller kvinden, der søger at tæmme Don Juan, er blevet elsket eller velsignet nok som børn. Varme og stabile kærlighedsrelationer er rygsækken ikke fuld af, og derfor søger de gerne ud i bipolære svinginger (se trekantfigurene længere nede), som stormfulde relationer er fulde af. 

Løsningen er den samme for begge: integration af skyggen og balanceret udvikling af den maskuline eller feminine side af personligheden. 

Dakota Johnson og Jamie Dornan i rollerne som Steele og Grey i filmen Fifty Shades of Grey. Grey er fanget i et følelseskompleks, hvor kærligheden mellem mand og kvinde alene kan finde sted i et spændingsfelt af sadisme og masochisme - også her mangler en dybere integration mellem drengepsykologien og mandepsykologien, således kærlighedslivet kan integreres dybere i sjælen end blot i det kontrollerende ego.