1. Hvad er skyld og skam?

Skam og skyld er to komplekse følelser, som ofte vil være flettet uløseligt ind i hinanden. Dog er der alligevel visse forskelligheder i de to begreber.

De fleste mennesker vil på et tidspunkt i deres liv føle skyld eller skam i større eller mindre grad. Evnen til at føle skyld anses almindeligvis som en normal og hensigtsmæssig følelse – og ikke mindst en følelse og reaktion, som er nødvendig for at kunne socialisere med andre mennesker. 

Skyldfølelse og skamfuldhed er altså menneskelige følelser, som til tider kan være sunde, da de bl.a. udviser ens fornuft og evne til empati. Skyldfølelse kan virke regulerende på et menneskes adfærd – umoralske handlinger fremstår mindre appetitlige, fordi de ledsages af en ubehagelig skyldfølelse. Dog er det vigtigt at tale om følelserne eller ligefrem undskylde, hvis man føler sig skyldig over en given handling, så følelserne ikke tager overhånd.

Skyldfølelse er en ubehagelig følelse, der opstår, når en person indser eller tror (uanset om det er korrekt eller ej), at han/hun er ansvarlig for en handling, der er moralsk forkert. Følelsen er nært beslægtet med anger og fortrydelse.

Visse sindslidelser (især depression) er ofte forbundet med overdreven eller grundløs skyldfølelse. Omvendt er nedsat eller manglende evne til at føle skyld associeret med psykopati og sociopati.

Skyld producerer en vis mængde vrede, fordi vi føler os fanget i det at blive afsløret eller for at være blevet et offer for vor egen svaghed. Men begge disse følelser kan bevirke, at vi føler os værdiløse, håbløse eller hjælpeløse. Disse følelser kan igen føre til depression, vrede, angst og en række andre skadelige følelser, som sætter en stressreaktion igang.

Mange knytter skam til smertefyldte minder om tidligere afvisning, som skaber følelsen af hjælpeløshed eller håbløshed eller ekstremt lavt selvværd. Hos nogle skaber disse følelser depression, hos andre vrede, bitterhed eller raseri.

Såvel skyld som skam skaber en endeløs række af negative tanker. Disse følelser fører aldrig til emotionel frihed, styrke eller sundhed – hverken følelsesmæssigt eller fysisk.

Her ser vi billedet på en vred faderskikkelse (Gud), der forviser sine børn, (Adam og Eva), fra barndommen (Paradisets Have). Det er altid hårdt at gå imod sine forældre, men det er uundgåeligt skal man blive ægte voksen - trodsigheden og modstanden - det at stå fast mod 'overmagten' og acceptere kærlighedstabet - er en afgørende proces for at blive et frit og ansvarligt menneske. Myten om Adam og Eva fortæller om den situation, vi alle kommer ud for, når kønshormonerne endegyldt slutter vores frie og uskyldige barndomsliv og tvinger os til at vælge vores eget liv. 

Et eksempel på en falsk skyldfølelse:

En kvinde opdagede, at hendes mand havde været hende utro igennem 6 mdr. I stedet for at blive rasende på ægtemanden grundet hans svigt, så vendte kvinden vreden indad i en enorm skyldfølelse. 

Utroskaben mod hende havde vakt hendes faders (det moraliserende overjeg) fordømmende ord om, at hun var en doven pige, der aldrig gav alt hvad hun havde i sig (særligt skole og uddannelsesmæssigt). 

Dermed følte kvinden, at det 'onde', der var kommet ind i hendes liv, skyldtes alene hendes utilstrækkelighed som menneske og kvinde.

Har man eksempelvis gjort noget, man ikke skulle have gjort, medfører det ofte, at man får en følelse af skyld. Realiseringen, af at man føler sig skyldig, afføder skam, fordi man indser, at man havde eller gjorde uret - og nu skal man så se situationen i øjnene. Det kan være vanskeligt at sætte ord på skam, fordi skammen er forbundet med følelse af uværdighed. Det kan være meget svært at bære på skam, og det kan opleves som at være i total ensomhed. 

Børn kan opleve skam, når de ikke hører efter. ”Mor sagde at jeg skulle gøre rent, men det gjorde jeg ikke.” Den kender vi alle. Vi fik af vores forældre at vide, at vi skulle gøre noget bestemt, men vi fik det ikke lige gjort, eller vi valgte ikke at gøre det. Vi hørte ikke efter, og nu skammer vi os så over det, eller vi får at vide, at vi skal skamme os. 

Vores forældre har være vores guder, og det kan være vanskeligt at træde ud af deres "paradis", særligt hvis de heller ikke selv ønsker at give slip på os. Man kan altså blive vævet ind i deres liv på forskellig vis, og det kan være svært at slippe fri, fordi man får følelsen af at være en dårlig datter eller søn, eller bare føler, at man er et dårligt menneske, der svigter.

Og hvem ønsker dog at svigte sin familie? 

Bliver man først usikker på hvad man skal gøre, så kan man fejlagtigt gribe fat i illusionen om, at nogle mennesker ved mere om hvad det gode, rigtige og retfærdige liv er, end man selv gør. Man undlader at vælge selv. Man lytter efter hvad andre gør, og prøver så dette. Dette fører altid til inkonsistens og menneskelig krise. Man fanges i et eksistentielt ingenmandsland, man er ikke længere et barn, men man er heller ikke voksen.

Ophøjer man en forælder eller ven - eller for den sags skyld en politiker eller videnskabsmand til moralsk autoritet - så undergraver man forpligtelsen til selv at gå ind i den nødvendige proces mod voksenlivet. Man passer ganke enkelt ikke ordentligt på sig selv, og det værste er, at det er der heller ingen andre der gør. 

Citatet er en sammenskrivning af et længere Kierkegaard-citat fra 1843 og refererer til, at man er nødt til at leve livet, mens det sker, og ikke kan planlægge sit liv på forhånd.

Ingen mennesker er perfekte, ej heller de moralister, der drømmer sig op på en høj hest og prøver at styre andre menneskers tanker, følelser og adfærd.

Mange lever alligevel livet i en konstant selvgranskning, hvor de beskæftiger sig med deres egen fortid af fejltagelser og fejlvurderinger. Alle begår fejl, og fordi du erkender, at du måske har været dum over for andre eller bare blind og ubevidst, så betyder det ikke, at du skal gå med dummehat, og føle dig ringere end andre. 

Når man opdager, at man har begået en fejl, dvs. har gjort andre fortræd, været egoistisk, udvist vrede, været grusom osv. så tager man fejlen på sig og lærer af den. Det er erkendelsen mellem rigtigt og forkert, der giver dig en ny frihed og ansvarlighed, og netop gennem denne erkendelse slipper du også fortiden. 

Et fuldkomment voksent menneske accepterer fejlbarligheden i livet, og slipper drømmen om uskyld. Lær at sige undskyld når du fejler og slip dit behov for at være selvretfærdig og ordentligt. Så simpelt kan det siges.