Mange tror, at økonomisk vækst giver ægte velfærd, og at lykken skulle bestå i at komme så højt på strå at man slipper for arbejde der giver sved på pande. Hver dag er Børsen og andre blade og magasiner fyldt med historier om succesfulde forretningsmænd, der har afkodet markedets potentiale og skabt sig enorme personlige gevinster eller profitter. Det kan virke dragende, at jagte succes på markedets præmisser, men langt fra sikkert er det, at det gode liv skal findes i et økonomisk paradis eller i en personlig kraftanstrengelse, der munder ud i vækst og udvikling.
Menneskelig lykke og livsglæde afhænger generelt ikke af teknologiens landvindinger eller markedsorienteret vækst, men derimod af psykiske og sociale forhold, dvs. af vort folks og vores nærmestes egen indstilling til tilværelsen. Lykke og velvære er således noget nutidigt, direkte, lokalt og nærværende, ikke noget abstrakt, noget tænkt, intellektuelt eller hinsidigt godt og ondt.
Dette betyder ikke, at vi for vores lykkes skyld behøver at modsætte sig den videnskabelige og teknologiske udvikling, men derimod at være i stand til at bevare en sådan distance til denne udvikling, at vi ikke forsømmer de eksistentielt vigtigere ting.
I virkeligheden er der ikke tale om uforenelige modsætninger mellem 'lykken' eller livskvaliteten på den ene side og den videnskabelige og teknologiske eller økonomiske udvikling på den anden side, men om komplementaritet.
"Det er vigtigt ikke at falde for den blinde fremskridtstro og dermed troen på snæver fornuft, rationalitet og videnskab eller falde for idealisternes livsløgne om et fremtidigt fælles holisitisk paradis, hvor alting bliver bedre, end det er i dag, hvis blot vi er barmhjertige, hengivne og fromme.
Selv om den nutidige generation har flere muligheder end tidligere generationer, betyder det ikke, at den er hævet over realitetsprincippet eller den hertil svarende etiske fordringer. Tværtimod gælder at selve ideen om selvrealisering fører på afveje, hvis individet holder sig til en overfladisk psykologi der ikke skelner mellem jeget (egoet) og selvet (helheden).
Meningen med tilværelsen for såvel individet som for samfundet som helhed er ikke økonomisk vækst og bliver det aldrig. Meningen findes i livets umiddelbare udfoldelse i form af arbejdet, familielivet, samlivet og fællesskabet med andre såvel som i musikken, dansen, erotikken, sporten og festen. Og den ligger i såvel forskningen som kulten eller religionen (forstået som følingen med de kræfter i tilværelsen der ligger uden for den enkeltes kontrol). Sådan har det været fra tidernes morgen. og sådan vil det blive ved at være, og heldigvis er der mange mennesker der er på det rene med det og drager den rette konklusion af forholdet, nemlig at mennesket ikke skal rende efter pengene eller magten og altså heller ikke lade sig styre af pengenes og magtens indehavere og forkæmper.
Det subjektive er sandheden
Eksistentielt set har de subjektive oplevelser ubetinget forrang for de objektive kendsgerninger, ganske enkelt fordi det vil føre til håbløshed, fortvivlelse og depression, og i værste fald total desillusionering og selvmord at ignorere dem eller sætte dem i anden række. Det er altid dem vi eksistentielt set lever på og derfor dem hvis fravær er ensbetydende med det katastrofale tab af mening med livet. Derfor fortryllelsens, festens, legens, spillets, sportens (den ægte sports), erotikkens, kunstens, musikken, humorens, litteraturens, myternes, religionens og mystikkens betydning gennem hele menneskehedens og ethvert individs historie.
Egoets stræben efter mere
Ikke sjældnet bestræber det moderne menneske sig på såkaldt personlig succes hvilket kan føre til egocentrisme og selvoptagethed. Mennesket kan her blive ekstremt optaget af sine muligheder for at få et godt og lykkeligt liv, for sin personlige historie, sin unikke identitet, sine grænser og dybeste ønsker, sine livsprojekter, sin fysiske og psykologiske sundhed og ikke mindst sine talenter og potentialer. Man taler om livet som noget, der kommer i en fremtidig tilstand, når mennesket og virkeligheden er bedre passende end den er nu. Her har mennesket projiceret lykken ud i et fremtidigt mål, som mennesket skal istandgøre sig til at kunne nå ved ex. at uddanne sig, skabe vækst og materiel vædi eller retfærdiggøre sig selv i forhold til andre (ex faders anerkendelse).
Faktum er, at tilværelsen bliver en jagt efter noget højere i den ydre, praktiske og materielle verden. Med denne sult og fremtidslæmgsel er det ikke mærkeligt, at det selvrealiserende menneske i værste tilfælde kan blive kendetegnet af egocentrisme, storhedsideer, lav frustrations- og aggressionstærskel, impulsivitet, manglende realistisk langtidsplanlægning, hensynsløs ligegyldighed for egen og andres sikkerhed, manglende empati og manglende evne til langvarige forhold, ja, uansvarlighed og manglende hensyn til sociale normer og forpligtelser.
Eksistensen bliver en søgen efter individuelt herredømme eller 'selvteknologier', dvs. redskaber hvor mennesket kan ændre sine indre mentale dispositioner, omskabe sin omverden og individalisere sig selv udenom fællesskabets bedste. Mennesket bliver her en konstruktion, der skal skabe sig selv.
Meningen i menneskets eksistentielle livsprojekt
Ansvaret for ‘lykken' eller ‘livskvaliteten' kan kun være individets eget. Og dette fordi, at ethvert menneske altid må påtage sig ansvaret i samme øjeblik det bliver kønsmodent og dermed hormonalt set bliver i stand til at se forskel på godt og ondt, dvs. med sin frie livsvilje kan og vil gribe aktivt ind i sin situation. Erkendelse og erfaring
Den menneskelige mening og frihed skal fastholdes og forsvares gennem den fulde bevidsthed om eksistenssituationen, mens den barnlige uskyld (paradiset vi alle savner som voksne) skal genfindes på et højere, ikke-barnligt niveau, og dette er kun muligt i de specifikke situationer som indebærer suspensionen (tilsidesættelsen) af den almindelige bevidsthed til fordel for en direkte føling med det ubevidste.
Det at være et menneske er at være i vedvarende eksistentiel tilblivelse, hvilket betyder at man helt fremtil sin død lever en tilværelse i en vedvarende overskridelse af naturens grænser, og dermed konstant fjerner sig fra uskyldigheden og ubevidstheden. Man bliver til et menneske ved at vælge bevidst mellem godt og ondt, og påtage sig ansvaret for den frihed såvel som de konflikter og problemer valgfriheden medfører. Vælger man ikke mellem godt og ondt, så flygter man realiteten fra ansvaret og friheden.
Livet er en vedvarende proces hen imod sandsynligen, hvilket vil sige en proces der ender i den uundgåelige opløsning og død. Livskvalitet handler således drejer sig primært ikke om at få sine ønsker og drømme opfyldt, få sine behov tilfredsstillet eller få sin vilje og sin ret. Og den handler heller ikke om at have de rette filosofiske, politiske eller religiøse anskuelser. Men derimod om at påtage sig friheden og ansvaret sammen med en nøgtern erkendelse af verdens og tilværelsens beskaffenhed, herunder dødens realitet - og alligevel bevare troen og håbet og kunne se fremtiden imøde med fortrøstning.
Selvforglemmelse betyder at vi lader vores bevidsthed slipper kontrollen med jeget eller egoet - og dette sker ofte spontant som en simpel følge af koncentration om noget andet end jeget og jegets snævre fokus, bekymring eller spekulation. Det kan være koncentration om et stykke arbejde, om kunstnerisk skaben eller om leg og fest, men det kan også være koncentration om ægte samtale (den givende eksistentielle samtale), om ægte erotik (forspillet) og hengivelse - eller om noget mere specifikt som koncentration om religiøs kult, musikalsk eller dramatisk kult, sport på højt plan eller meditationstræning (der paradoksalt nok kan foregå effektivt som bevidsthedskoncentration om bevidstheden).
Naiv mening og ansvarlig mening
De fleste velsignes med barndommens givne mening eller livskvalitet som hovedregel kommer i krise for de fleste mennesker i puberteten og derfor ikke kan fastholdes uden videre, men tværtimod bliver noget den enkelte må genskaffe sig gennem en bevidstgørelse af sit liv og en aktiv indsats for at finde den rette vej. Dermed forandrer livet sig fra at være et liv i blot og bar immanens (væren) til også at være et liv i transcendens (bliven) - eller som det også er blevet kaldt et liv 'i vedvarende eksistentiel tilblivelse'.
Dette betyder at et menneske ikke i sine eksistentielle kriser - som fx puberteten - kan genskaffe sin tidligere ubevidste mening og livskvalitet ved tænkning som sådan endsige ved at søge tilflugt til dogmatiske systemer af religiøs eller ideologisk art, men alene ved at bruge sin bevidstgørelse til at få føling med de psykiske energier der kan give den nødvendige meningsbårne intensitet.
Hvad er direkte føling med de psykiske energier? Mening findes kun gennem direkte føling med de psykiske energier, der afføder intensitet.
- Sex: gennem helhedsgivende orgasme.
- Musik: gennem fuldstændig åben modtagelse af helhedsgivende tonesammenhæng.
- Religion: fuldstændig åben modtagelse af helhedsgivende velsignelse (elsket og hjemhør)
- Naturen: oplevelse af at være i et med den natur, man som menneske er en aktiv del af.
Al livskvalitet beror på irrationelle faktorer i psyken og derfor har alle behov for følelsesmæssige kvalitetsoplevelser i form af forskellige ekstatiske øjeblikke hvor sekundærprocesserne suspenderes og man åbner op for primærprocessernes kræfter uden dog totalt at miste realitetssansen.
Orgasmen eller sindsoprivende glædesudbrud er gode tegn på tilstande, hvor der sker en afkobling eller ’maskefald’.
Vælger man at indrette sig på et liv i rationelle løbebaner, hvor man fortrænger eller ser bort fra disse oplevelser, da mister livet sin kvalitet og kedsommeligheden eller meningsløsheden ankommer. For at være tro mod sin natur skal man lære det irrationelle ordentligt at kende i alle dets nuancer, for alternativet er, at man ikke får det lært og dermed går rundt med enorme kræfter som ikke er blevet tæmmet eftersom de aldrig er blevet forstået.
Livskvaliteten stilles i relation til menneskets løbende udvikling, som disse kommer til udtryk i de forskellige overgange i livet (herunder puberteten, midtvejskriserne og aldringen samt sygdom og død).
Specielt må fremhæves, at musikken synes at være den mest taknemmelige og derfor også mest udbredte måde at skaffe sig adgang til umiddelbarheden på. Den kræver egentlig kun at man giver sig hen til lytningen i betydningen at man slipper alt andet. At gå ind i musikken med åbne ører og åbent sind giver os erfaringen af, at der er et alternativ til de barske realiteter vi kender fra det fysiske, sociale og økonomiske liv.
I vore dage har musik fået enorm tiltrækningskraft den har fordi den erstaatter den funktion som religiøs kult tidligere havde. Musiken er blevet vor tids ægte og udbredte religiøse rum og kult.
Musikken kan rykke mennesket effektivt ud af hverdagserfaringens smalle og endimensionale ramme og give os erfaringen af mystisk karakter, nemlig erfaringen af at personlighedens snævre grænser overskrides. Musikken kan vække intense eller ophøjede følelser i én så man en tid rykkes ud af rutinen og dagligdagen og fornemmer det guddommelige eller evige, det appolinske eller det dionysiske.
Opsamling:
- Meningen med livet ses umiddelbart i spædbarnets smil, og dette smil er en fysiologisk refleks, der vidner om at alle behov nutidigt er opfyldt – både de åndelige og de materielle.
- Det er for let for os levende mennesker at glemme det væsentlige, det egentlige i livet, at nyde og tage vare på livet, og den moderne meningsløshed er primært selvforskyldt grundet menneskets jag og stress, selvoptagethed og afstand.
- Livet er ikke meningsløst, vi fødes ind i en verden af mening, helhed og sammenhæng, det er derimod konkrete menneskers egne personlige valg der gør deres liv og tilværelser meningsløst.
- Kulturkrisen, herunde ensretningen, uddannelsen og fokus på materielle værdier vækker ikke selve den dybe forståelse af livet som er forbundet med humoren og som gør det muligt at komme ind i tragediens område, dér hvor vi forstår at det slet ikke er ameningen at vi skal have vores vilje - og heller ikke alle vore ønsker opfyldt.
- Men meningen med tilværelsen er en ganske naturlig ting i menneskelivet, som de fleste mennesker erfarer i tidlig alder (før sproget), og som det gælder om livet igennem at blive ved med at generfare - gennem kærligheden, kunsten (inkl. filmkunsten), musikken, humoren, festen og religionen.
- Arbejde, samfundsorganisation, forskning og videnskabelige og teknologiske fremskridt er på ingen måde overflødige. De følger af bevidstdannelse.
- Men meningen med livet følger ikke af arbejdet eller fremskridtene, men ligger tværtimod fortsat i noget andet og større, i det fællesskab, den samfundsdannelse, det sprog og de arketypiske forestillinger vi oprindeligt har fået givet uden at kunne forklare hvordan det er gået til.
- Ulykkelige eller utilfredse mennesker synes at mangle kærlighed, ægte intimitet og ægte nærvær.
- Overgangen fra dyrisk ubevidsthed til menneskelig bevidsthed – eller overgangen fra uansvarligt barn til ansvarlig voksen gør etik og moral nødvendigt, da vi ikke har frihed til at gøre hvad som helst, hverken juridisk eller eksistentielt.
- Moralen er heller ikke på nogen måde overflødig som kompensation for den sikkerhed der ligger i dyrenes instinktive adfærd, men gik tabt med erhvervelsen af erkendelsen og friheden.
- Vi er nødt til at have normer, love og regler for hvad der må anses for tilladt og ikke tilladt, men netop det fortsatte syndefald, forskyder nødvendigvis grænserne for det tilladte og især det forbudte. Til gengæld øges også ansvarligheden.
- Det kunne være så let, at finde en formel på livet, der ville fjerne ansvarligheden for at vælge en fremtid ind i det uforudsigelige.
- Målsætningen er ikke retfærdiggørelse gennem gode gerninger, men etisk indre konsistens.
- Etisk konsistens vil sige, at enhver på indre psykisk plan er forpligtet til at sørge for overvægt af det gode i sit liv, da enhver anden bevidst strategi eller ubevidst drift vil betyde undergravning af mulighederne for at modtage kærlighed. Og dét er der ingen der ønsker eller kan leve med.
- Udviklingen i kultur- og menneskeliv ikke ene og alene drejer sig om en materiel, økonomisk, teknologisk eller videnskabelig proces, men også om en bevidsthedsudvikling der nok går over en styrkelse af jegets og dermed den personlige ansvarligheds udvikling hos den enkelte, men aldrig kan standse dér, fordi dette vil medføre stigende tab af orientering og mening i livet.
