Find din indre Konge

Kongen er et arketypisk billede, der ofte giver os intuitive associationer til bl.a. autoritet, styrke, visdom, ledelse, orden, regler, integritet, og magt. Det er en evne til at transformere denne magt til en ordensopretholdende effekt, der organiserer livet (kongeriget) i en bestemt tid og sted.

Det er med disse ræsonneringer, at kongen er det arketypiske billede af en integreret personlig psykologi, hvilket er en psykologi, der har tilfredsstillet sin eget behov for vækst. En personlighed, hvor krigeren er integreret i manden som en moden kriger. Hvor egoet er realiseret og tæmmet. Læs om krigeren her. 

Hermed åbnes der op for en psyke, der har lært sig selv at kende og forstå og kan oversætte sin viden til en orden, en livsfilosofi, et nyt mønster, der fungerer som en positiv influens på det indre og ydre landskab af den menneskelige erfaring.

Sean Connery, som Kong Arthur, i filmen First Knight. Den gode konge kan kigge dybt ned i historien og ud i fremtiden, forstå hvad der var på spil for hele folket - og finde den rigtige løsning og beslutning.

At få fuld adgang til Kongeenergienen det tætteste et menneske kan komme på det guddommelige. Kongearketypen har igennem tiden været tydeligst demonstreret gennem mænd, der påtager sig rollen som styrer eller kejser. 

Men kongen skal meget mere end dette, nemlig kanalisere denne energi til kongeriget og dermed være bindeledet mellem den menneskelige verden og gudeverdenen. Dette skal ikke forstås som noget dogmatisk religiøst, men meget jordisk og afgørende: Kongen skal have føling med folkesjælen, det kollektivt ubevidste og kulturens urgrund ellers er han ikke en ægte konge. 

Kongen er den centrale arketype, hvilket vi ser i placeringen af kongen i centrum for kongeriget og hævet højt over andre. Verden defineres gennem den del af virkeligheden, der er ordnet og organiseret af kongen. Udenfor kongens magt og vilje ligger ikke-verdenen, kaos og det dæmoniske. 

Den første opgave for kongen er at vide hvor kongeriget begynder og hvor det slutter (krigeren der skal prøve sine evner af på verden). Kongens kongerige skal altid være klart defineret. Indenfor grænserne af kongeriget skal kongen etablere den rette orden, som er en manifestering af det ordensprincip, der er styrende for universet. Opbygningen af et kulturel Zeitgeist (tidsånd).

Vigtigst af alt, så legemliggør kongen denne orden i kraft af sin person, sit væsen og sit liv. Hvis kongen legemliggør denne orden på tilstrækkelig vis, så vil kongeriget udvikle sig til sit højeste potentiale. 

Kongen ved, hvad folket (andre mennesker), ikke nødvendigvis altid husker eller forstår, nemlig, at der i ethvert sundt og frit kongerige og i ethvert folk, neden under den ofte overfladiske tumult og rådvildhed, foregår nogle vigtige kollektive og åndelige processer der binder folkesjælen sammen uanset tid og sted. 

Intet menneske, intet folk og ingen kultur kan undvære en bred og dybtgående intuitiv forestilling om en orden og sammenhæng i tilværelsen som bærer af irrationelle fænomener som helheden, livets mening og selve livstroen eller livmodet. Uden ånd, myte og kollektive forestillinger, ingen indre sammenhæng, styrke og overlevelse. 

En konge har føling med ånden - helheden - dvs. de psykiske og eksistentielle processer der er dybt irrationelle og derfor anses for at være ufornuftige eller fornuftsstridige, men ikke desto mindre er det allermest menneskelige. 

Hemmeligheden bag den usynlige kongestyrke ligger altså i bevidstheden om at mennesket har to tilgange til virkeligheden, nemlig den ydre, sanselige og den indre, intuitive - og det er følingen med disse rationelle og irrationelle processers samspil, der binder livet sammen til en dynamisk og sund helhed. 

Ingen analytisk videnskabsmand eller alvidende Gud kan tage stilling til mennesketilværelsens helhed, eller vælge kurs og retning for liv, menneske og samfund. Det er alene op til kongen (og folket), og denne opgave klarer intuitionen udmærket, hvis den blot besinder sig på åndsfællesskabet. 

I før-patriarkalske tider var moder jord anset som den primære kilde til frugtbarheden i afgrøder og den naturlige vilje generelt. Betoningen af den moderlige frugtbarhed svandt som den patriarkalske kultur fik mere kraft så skiftede kilden til fertilitet på et kulturelt plan mod det maskuline. 

Som konsekvens heraf  den arketypiske konge blev direkte forbindelse til frugtbarheden i et kongerige. Hvis kongen var sund og retfærdig, en sand legemliggørelse af den guddommelige orden, så ville kongeriget også være frugtbart og velstående.

Det er når kongen vender hjem. At give velsignelse er mere en psykologisk eller åndelig begivenhed, som kongen gør ved at bekræfte og rose det gode i folket. Ved at erkende menneskene i deres sande værdi og natur, så føler de sig helede og fuldkomne. Det fylder en tomhed inden i o. En der kun kan fyldes med kongeenergi.

En traditionel måde at give disse energier videre var ved ceremonier og ved at holde hof, hvor kongen kunne lytte til mennesker og give dem belønninger og velsignelse. 

Når konger fejlede i at gøre dette og dermed ikke fik tilstrækkelig adgang til kongearketypen, så fik folket heller ikke føling med kongeenergien, og kongeriget blev ikke sjældent tyranisk og usundt. Kongeenergien ville så manifestere sig i en patologisk, amputeret og følelsesmæssigt afstumpet tilgang. Den gode konge kunne blive til skyggekongen eller tyrannen. 

Denne skyggekonge finder vi i faderen, der ikke kan rumme sin søns frihed, autonomi og udvikling hen imod et voksent tænkende og selvstændigt vurderende menneske. Det er her skyggekongen vil kontrollere sønnen og styre ham med kadaverdisciplin, hvis han vover at trodse autoriteten, dette gennem direkte fysisk og verbal konfrontation eller gennem en mere subtil og emotionel afvisning af sønnen (manglende kærlighed og anerkendelse).

Skyggekongen er den bipolare dysfunktionelle form, der svinger mellem to poler kaldet for tyrannen eller svæklingen - en svingende følelse mellem aboslut magt og enorm svaghed - en ambivalent følelse, der er direkte ulidelig og derfor projiceres skiftevis en aktiv bøddel eller et passivt offer ud mod omverden. 

Tyrannen misunder og frygter andre (også sin familie) som han anser som en trussel mod hans herredømme. Han agerer voldeligt fordi der bag hans voldsomme ydre ligger en svækling, som er en mand, der ikke på ægte vis er centreret i sig selv, og dermed mangler indre struktur. Skyggekongen mangler føling med sin elskerenergi og denne manglende integration ødelægger alle relationer og i sidste ende også skyggekongens mulighed for at finde det, han inderst inde hungrer efter: kærlighed og anerkendelse. 

Skyggekonge og storforbryder mod menneskeheden Josef Stalin (1878-1953) var generalsekretær i Sovjetunionens kommunistiske parti i knap 31 år fra udnævnelsen i april 1922 til sin død i marts 1953. Det er usikkert, hvor mange sovjetiske borgere, der egentlig døde som et direkte eller indirekte resultat af Stalins (og Lenins) handlinger, men der tales om et sted mellem 50 og 100 millioner uskyldige. Stalin nød at lave dødslister om aftenen. Mange af de sovjetborgere, der kom på dødslisterne, tilbad blindt deres 'fader Stalin', og nægtede at tro på at han stod bag deres deportioner til dødslejrene. 

En konge er blot et menneske, en midlertidig tjener af den såkaldte kongeenergi, der lever videre som en kraft eller strømning i menneskeheden. Kongen eller manden at betragte som en lille planet, der omkredser en kæmpe stjerne (livet). Kongen erkender sin egen dødelighed og han ved at hans egen død vil komme, og nyt liv tage hans plads.

En konge har sine egne følelser og egeninteresser, men en stor konge handler i sidste ende ud fra sit ansvar for det hele kongerige. Det er her hans overindividuelle forpligtelse ligger. En hengivenhed, der transcenderer hans simple og snævre ego-interesser. Kongen er blot en tjener for noget større, (livet/menneskeheden) og denne erkendelse fordrer ydmyghed og humor. Når en konge får adgang til kongeenergien, så bringer han rolighed, inderlighed og livsstyrke til sig selv og til sit kongerige. 

Både mænd og kvinder kan få adgang til kongeenergien og alle kan vi invitere energiens unikke psykiske kvaliteter ind i vores liv. Sikkert er det, at er vi ikke i tilstrækkelig kontakt med disse energier, eller giver vi ubevidst kræfterne videre til andre, så kan det føre til katastrofale konsekvenser. De andre mennesker, som vi så i givet fald gør til vores autoriteter, konger og dronninger (ex. forældre, venner, politikere, intellektuelle, kendte etc.) kan føre os til misbrug, tomhed, meningsløshed, galskab eller ligefrem død. 

Charlie Hunnam i rollen som den unge Arthur, i filmen Kong Arthur. Arthur ville ikke se sin sande natur i øjnene. Han ville ikke erkende den kraft og styrke, der hvilede i ham. Det skyldtes at Arthur vidste, at hans fortid var ubehagelig og at afdække sandhederne omkring barndommen var for smerteligt. Hans skygge havde gemt og fortrængt disse minder netop fordi Arthur ikke var klar til at stå ansigt til ansigt med livet i sin helhed. Han blev nødt til at kæmpe sig vej igennem det "mørke lande" for at bryde fri af den falske personlighed, den identitet og maske,  som han havde udviklet for at overleve i  skabt for at overleve i de situationer, han befandt sig i. Han måtte se sine steder som den eneste leder af mennesker, der ville ændre mange menneskers liv, og han måtte omfavne sin egen magt og væsen.

Når vi får tilstrækkelig adgang til kongeenergien, så vil tale med en stemme fra en indre autoritet. Vi vil genkende andre som hele mennesker eftersom vi vil have kapacitet til drage omsorg for dem på en dyb og oprigtig måde. Undren og tvivl kan skam være at finde hos en konge, men en ægte konge vil altid rejse sig og vise sin indre styrke og kapacitet, når der er brug for det, og være villig til ofre sig for andre, når netop den handling, at ofre sig selv, er den eneste rigtige. Det samlede kongerige og fællesskab er altid vigtigere end den enkelte konge, og en rigtig konge kender sin størrelse i forhold til livet, og ved, at livets kræfter er større end selv det største menneskeliv. 

En konge møder sit endeligt. Mufasas død, i filmen Løvernes Konge