Find din indre kriger

Skyggekrigeren Darth Vader fra filmserien Star Wars. 

Gennem historien er krigeren primært blevet associeret med mænd og maskulinitet, og den er måske den mest kontroversielle af arketyperne eftersom mange mennesker, særligt kvinder, har lidt under Krigernes skyggeside: den bipolære og dysfunktionelle del af arketypen (se skema længere nedenfor).

Skyggekrigeren finder stor nydelse i sadistisk og masochistisk adfærd, og i film som Star Wars og superheltefilm, gemmer de ofte deres usikkerhed og uforløste følelsesmæssige problemer bag en maske.

Der er ingen tvivl om, at mange mennesker gennem tiden er blevet ofre for både grusomhed, vold og vrede pga. skyggekrigerens aggressioner. Forfatterne Moore og Gillette påpeger dog, at man på trods af den naturlige frygt og mistænksomhed omkring krigerarketypen ikke må anskue den som værende alene fjendtlig og fordømmende, de siger: 

Leonardo DiCaprio i rollen som svindleren (og skyggekrigeren) Jordan Belfort i filmen The Wolf of Wall Street. I 1999 erklærede Belfort sig skyldig i aktiesvindel og Belfort tilbragte 22 måneder i fængsel som en del af en aftale, hvorefter han gav vidnesbyrd imod mange andre partnere og underordnede i sin ordning af bedrageri. 

Skyggekrigeren forvrænger eller opgiver etiske principper og anstændighed, alt sammen i sejrens navn og for enhver pris. Årsagen til dette svigt skal finde i det forhold, at krigeren mangler adgang til den etisk balancerende kongeenergi, der netop sikrer, at mennesket i sin gøren og laden, kæmpen og regeren, altid tænker over, om dets vilje og indsats også er godt for hele kongeriget (om det er godt på lang sigt), eller om det bare handler om sejren og om at vinde sin retfærdighedsfølelse eller føle sig større (en enkelt og kortsigtet sejr). 

Skyggekrigerens enorme og nogle gange ukontrollerede styrke mærker vi alle, når vi ender i raseri og vredesudbrud, lange skænderier og uvenskaber, der ofte ender med at koste os mere, end den æresfølelse vi vandt, ved at holde fast i vores betragtning, anskuelse, viljesfølelse eller retfærdighedsfølelse.

Vi ser bl.a. de ufuldkomne udtryk for disse krigerimpulser (i sadister og masochister), og i skruppelløse bankfolk, hvorfor det skal understrege, at den sande og modne kriger skal have en vision der er større end hans eget (eller hans firmas) velfærd.

Lad os se på hvordan krigerarketypen kan hjælpe os alle med at finde indre styrke. 

Krigeren er den indstilling til livet, der giver os energi og motivation. Energien presser os og hjælper os med at tage imod de udfordringer, som livet konfronterer os med. Krigerenergien holder fast i vores livsvilje og ret til at leve, og den giver brændstof til vore evne til selvforsvar og kamp for overlevelse.

Krigere lever for deres eksistenssandheder (de dybt personlige følelsesmæssige sandheder) og de kæmper for disse sandheder, når det er nødvendigt - og dette med en absolut overbevisning. For at gøre dette er det vigtigt at kunne tage fuldkomment ansvar for egen tilværelse. En moden kriger ser derfor ikke sig selv som offer eller outsider, men som et centrum i sit eget univers. 

Pearson siger:

I filmen Troja møder vi Achilleus der som Kriger ikke endnu har udviklet sit inderste potentiale. Han er veltrænet og selvsikker i forhold til sine kampevner, men han slås mestendels kun for at bekræfte sin egen storhed.

En sådan underudvikling af personligheden kan blive meget problematisk, særligt når den blotte livsvilje til at vinde eller til at skaffe sig magt (anerkendelse) bliver det eneste snævre fokus for krigerens mentale fokus.

Når krigeren begynder at fokusere på at realisere sig selv i den ydre verden for at finde indre velvære, helhed, mening og sammenhæng, så bevæger vi os over i den verden og realitet, der tilhører skyggekrigeren.

Moore og Gillette siger herom:

Scene fra filmen Syv Samuraier. Filmen betragtes af mange som filmhistoriens første actionfilm, men den er samtidig en kompleks afsøgning af menneskets vilkår. Modsætningen i filmen står mellem en japansk opfattelse af det enkelte menneske som underlagt sociale regler for adfærd og en forpligtelse overfor fællesskabet - og modsat et vestligt billede af mennesket som et individ, der selv er ansvarligt for sin skæbne. "De syv samuraier" er i sin dybe forståelse af menneskets vilkår og splittelse en meget humanistisk film. Den hylder fællesskabet såvel som individet og kommer ikke med enkle løsninger - alt har sin pris, også civilisationen.

I politik kan man være et magtmenneske eller en ægte statsmand. En statsmand er et menneske, der i kraft af sit embede tjener det bedste for sit folk, og ikke lader sine egne snævre egeninteresser stå i vejen for det gode, der er værd at kæmpe for, for de mange. Et magtmenneske er styret af sin vilje til magt, også hvis det betyder at fællesskabet betaler prisen. 

Krigerne vi ser portræteret i filmene Ringenes Herre og Syv Samuraier har det til fælles, at de anerkender deres egen dødelighed og dermed kan de relativere (løsne) deres snævre ego fra de personlige og begrænsede egeninteresser, der normalt fylder.

De er i stand til at trække på kræfter og ressourcer, som giver styrke til at kæmpe helt til døden.

Døden er ikke længere noget trist og tragisk, men noget uundgåeligt og nødvendigt, og med denne tabte uskyld udvikles en maskulin bevidsthed, hvor egoets frygt for at ophøre med at eksistere forsvinder, og folkets, nationens - fællesskabets - eksistens bliver det absolut vigtigste. 

For disse krigere er der ikke plads til vægelsind og barnlig usikkerhed. Hvert et øjeblik gælder. Hver gerning bliver gjort som var det den sidste.

Vigtigt er det at forstå, at når egoet for alvor slipper sine snævre egeninteresser, så åbner der sig den absolut største samhørighedsfølelse med det folk og den omverden, der er grundlaget for menneskelig eksistens og sjæl – den omverden, man ofte glemmer, at man ikke kan undvære og leve uden. 

Boromirs heltedød i Ringenes Herre. Boromir viser hvordan det stærke og simple mennneske kan korrumperes af ringen. Tolkiens værker handler i høj grad om magt, og hvordan mennesker påvirkes af magt eller ønsker magt. Viljen til magt får Boromir til at forsøge at tage ringen fra Frodo, men han kommer alligevel på bedre tanker. Viljen til magt og korruption af sjælen hænger uløseligt sammen i den menneskelige psyke. 

Filosoffen Nietzsche talte om, at meget af det, der gik for værende moralitet (dvs. det man regnede for god og anstændig opførsel) faktisk var manglende mod og styrke, og dermed kritiserede han den traditionelle forståelse af moralitet. Nietzsche mente, at den falske moral var svæklingens eller den impotente mands måde at maskere sin svaghed i en falsk kriger og ofte som et bedre mennesker end andre. 

Filosoffen Friedrich Nietzsche

Den svage mand er bange for at skade andre, og for ikke at være en god person, men han indrømmer ikke sin svaghed i stedet maskerer han sin dybereliggende essentielle frygt og manglende mod i en forestilling om moralitet. 

Og det er netop ofte den meget simple og naive moral, der forhindrer mennesket i at tappe ind i de dybe instinktive ressourcer, der findes i menneskets undergrund. 

Her skal vi ikke glemme, at mennesket trækker på medfødt genetisk arvemateriale, der er mere end 2,5 millioner år gamle, og derfor rummer meget mere kompleksitet end nogen menneskelig idé, filosofi, religion eller teori kan begribe. 

Intet menneske kan været et godt menneske uden at integrere sin instinktive og medfødte evne til aggression, kamp og konflikt, for uden den kapacitet til aggression så kan man ikke sige nej, for nej betyder, at man er villig til at kæmpe imod - at man har et kongecentrum, der ikke flytter sig pga. af pres fra andre. 

En kriger er i stand til at gøre fortræd, men han vælger, ikke at gøre det og skal du udvikle din kriger til en moden og voksen kriger, skal du være i stand til at gøre ting, du ikke ønsker at gøre. 

Her lander vi ved en mere maskulin definition på et moralsk menneske. Moral, den rette opførsel, betinges af at man er i stand til at handle på bedste og mest passende vis, når situationen kræver det. Et menneske, der vælger aldrig at ville gøre andre fortræd og dermed heller ikke kæmper for sine værdier, har intet værn mod ondskab, når ondskaben står foran dem, eller deres elskede. 

Der er altså menneskelige elementer i os, som bestemt ikke anses for værende gode eller positive. Disse elementer - særligt aggressiviteten - er dømt dårlige og forkerte, hvilket på mange måder har efterladt os fremmedgjorte og impotente ift. vores aggression. Nogle gange er vi opdraget til at være så "gode", at vi ikke er i stand til at kunne gøre andre fortræd, eller sige fra, når det er nødvendigt. 

Vi får ex. ondt af den person (overdreven sympati) der gør os fortræd, i stedet for aktivt og aggressivt bekæmpe vedkommendes dårlige opførsel og åbenlyse uretfærdighed. Dette er den maskerede moral, som kujonen tager på for at fortrænge, at han inderst inde er bange og konfliktsky. 

For at kunne forsvare sig selv, så skal man gro nogle hugtænder, og være villig til at bruge dem. For de mennesker, der tror vi er på vej hen imod en mere fredelig verden, med sameksistens og harmoni, så kan det være lidt et chok, at vores hugtænder ikke bare kan efterlades i det primitive dyrerige, hvor de vist kommer fra.

Vi udvikler os aldrig ind i en konfliktfri virkelighed, men vi skaber en virkelighed med færre konflikter, hvis vi er i stand til at tage kampen - uenigheden mellem to eller flere parter - her og nu, når den opstår. 

De fleste mennesker er rimeligt sofistikerede og kender godt til grænser og værdier, men nogle mennesker har altså brug for at blive "bidt", at få klar og tydelig besked, således de tager stilling til deres handlinger, og handlingernes betydning for andre mennesker. 

Hvis du ikke står ved dine grænser, så risikerer du at blive kørt over, i parforholdet, i familielivet, på arbejdspladsen mv. Andre mennesker vil bruge løs af dig, tage din tilstedeværelse og velvillighed for givet, andre vil fx tage æren for dit arbejde. Du vil blive efterspurgt for det du gør, ikke for den du er. Du vil gå hjem vred, fordi du ikke får det, som du inderst inde gerne vil have det. 

Vi taler ikke om det, men det er en ganske grusom verden for de mennesker, der bare gerne vil gøre alle andre glade, de mennesker, der ikke kan eller ikke tør bide fra sig. 

Den absolutte onde Djævlen i styrkeprøve med den absolutte gode Jesus - den simple forestilling om dualismen mellem godt og ondt.

Den klassiske kamp mellem godt og ondt er enkel, men utilstrækkelig i en kompleks verden, som den vi lever i.

I sporten bekæmper hver nation andre nationer i konkurrencer, og her fungerer den enkelte nation som en ordnet verden, og den omverden, der omgiver nationen er den kaotiske verden – eller Dragen, det onde, det forkerte. Fortællingen om Dragen – det onde i absolut form – er stadig én der vækker spontane følelser i mennesket, dersom disse følelser findes i det ubevidste, hvor Dragen altid findes som det ukendte, mørke og forkerte, der bringer kaos.

Pearson pointerer at denne forsimplede måde at forstå forholdet mellem helten og skurken opretholder en dualitet (to adskilte fænomener, der intet har med hinanden at gøre og som kæmper mod hinanden) mellem godt og ondt, som får os til at tro, at vores handlinger er retfærdige og gode og at vores indsats vil føre til et endeligt paradis.

I virkeligheden findes der ikke noget paradis, og valget mellem godt og ondt - ansvarligheden for at vælge mellem rigtigt og forkert hver eneste dag - stopper aldrig for noget menneske.

En amerikansk soldat med postraumatisk stress

Pearson argumenterer for vigtigheden af at se ud over helte-skurke-dualiteten - at vi skal kunne gennemskue uholdbarheden i den klassiske og simple fortælling om den evige kamp mellem ondt og godt; rigtigt og forkert. Pearson forsikrer os, at den arketypiske kriger ikke bliver overflødig eller irrelevant, og at krigerens fornemmelse for sandhed nu blot er én blandt mange, hvis den onde ikke er absolut ond. Krigeren accepterer derimod en mere relativistisk virkelighed, hvor der er flere sandheder til stede samtidigt og at disse sandheder ikke er urokkelige, men kan ændre sig. 

Krigeren kan se virkeligheden og konflikten fra forskellige vinkler, og således muliggøres en konflikthåndtering på et højere niveau. 

Pearson konkluderer at den virkelige udfordring for krigere i vor tid er at formulere nye fortællinger, skabe nye versioner af krigermyten der transcenderer (overskrider) den klassiske fortælling om at vinde over den onde drage, der rækker ud over art slå eller besejre fjender og som går mod at bygge broer.

For Pearson er den vigtigste kamp kampen mod det dovne sind, kampen mod frygtdreven ignorance. En sådan kamp handler ikke om vold eller omvendelse.  Det er en ægte krigerindstilling, der baseres på en dybere forståelse for de forskelle, der er på mennesker, ikke behøves at forstås som værende enten gode eller onde, men er forskellige indfaldsvinkler, der kan tjene til at belyse virkeligheden og mennesket på forskellige frugtbare måde. 

Primitiv vold kan erstattes af en mere nænsom konflikt, der baseres på en ny struktur, hvor man ikke sondre mellem ondt og godt. Det er en tilstand, hvor konfliktede vinkler, perspektiver og indstillinger ikke anses som værende modsætninger, men som komplementære indfaldsvinkler til virkeligheden.